Tirsdag
I dag lyttede jeg til det selvhelbredende sind. Som lydbog. Jeg hader lydbog. Bliver altid distraheret af omgivelserne. Folk kan umuligt lave alt muligt praktisk, mens de lytter. Maden får det forkerte krydderi, trøjen knappes forkert og man glemmer at cyklen er til reparation og må tage bussen på arbejde. Og bogens essens fanger man ikke. Win win. Måske hvis det er Pixiebøger. Så kan man også lytte til mange bøger på et år.
Lydbogen var god alligevel. Jeg sad også frosset i stolen og fortælleren havde en moderlig stemme. Som at være tilbage i livmoderen. Det er sjovt med emner. Fire fem forskellige vinkler og det ender altid med den samme kerne. Tanker skaber følelser. Sindet er som en si der skal tømmes. Tænk mindre og lev mere. Solen er altid bag skyerne. Sådan er det med alle emner. Forfatterkursus er det samme. To tirsdage og vi har alle skrevet på hver sin måde om et trauma og fået at vide teksterne går for stærkt. Måske det samme her. Heraf denne dagbog.
Sådan er arbejde også. Tre forskellige slags jobs og kernen er at forløse barndommens mangler. Vejen til fællesskab og tryghed skal være kortest. Om den er hensigtsmæssig eller ej bestemmer værdierne fra livmoderen. Som regel kommer skyklapperne. Indtil emnet enten brister eller bærer. Vi krydser fingre for livmoderens opdragelse. Og ellers må nye ensartede vinkler dannes indtil vi har et emne og et nyt fællesskab kan startes. Det er umuligt at tænke hundrede procent som et kalejdoskop. Der mangler altid et eller andet og livmoderen skal nok kalde dig tilbage. Men prøv alligevel. Ingen grund til at køre forkert med vilje.
Jeg har sat Solen Skinner Altid På Den Anden Side Af Skyerne med Bogfinkevej på. Featuring Wafande. Det var det der skulle til for at græde. Det har jeg prøvet på i ugevis. Ikke sig det til nogen.